GPS-tyveri: Sådan undgår du at blive ramt
I en række indbrud på sjællandske landejendomme er der stjålet for omkring to millioner kroner – heriblandt kostbart GPS-udstyr til landbrugsmaskiner. For nylig er tre mænd dømt i sagen, der har ramt flere gårde.
Sagen er langt fra et enkeltstående tilfælde. GPS-tyverier er blevet et tilbagevendende problem i landbruget og noget, der kræver øget opmærksomhed i hverdagen.
For det betyder store økonomiske tab og driftsstop i en travl hverdag.

“De ved præcis, hvad de går efter”
GPS-udstyr er blevet et attraktivt mål for tyve, fordi det både er dyrt og relativt let at afsætte.
Peter Quitzau, forsikringsmægler og direktør i DLBR Forsikringsmægler, fortæller:
– Vi ser igen og igen, at GPS-anlæg bliver stjålet direkte fra traktorer og maskiner. Når tyvene først har fundet et sted med dyrt udstyr, er der stor risiko for, at de kommer igen. For de ved, at man hurtigt anskaffer nyt.
Han peger på, at det ofte handler om helt lavpraktisk sikring:
– Det handler om at låse maskiner inde eller tage GPS-udstyret af og låse det inde. Det er ikke altid et krav fra forsikringen, men hvis man først har været ramt flere gange, kan der godt komme krav om bedre sikring.
Politiet: Gør det svært at være tyv!
Politiet har en række konkrete råd til at forebygge tyveri:
- Lav en sikringspolitik, så det bl.a. står klart, hvordan køretøjer sikres ved arbejdstids ophør – det gælder blandt andet aflåsning af køretøjet samt sikring og aflåsning af bygningerne.
- Gør det svært for tyven. Brug kraftige, indbrudssikre låse og gør vinduer i porte matte, så man ikke kan kigge ind.
- Afmonter udstyr fra maskinerne ved arbejdsdagens ophør, hvis det er muligt, og placer udstyret et tyverisikret sted.
- Sæt alarmer på maskiner og bygninger.
- Etabler videoovervågning, hvis maskinerne står på egen grund. Skilt tydeligt med, at der overvåges.
- Sikr udstyr med GPS-trackere, så det er muligt at følge udstyret, såfremt det bliver stjålet.
- Afmærk udvendig på udstyret, så tyven tydeligt kan se, at enheden er sikret med GPS.
- Oplys udendørs områder eller forsyn disse med chokbelysning i form af en kraftig lampe med en bevægelsescensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.
- Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke.
- Etabler Erhvervsnabohjælp, hvor naboerne holder ekstra øje.
- Vær skeptisk, hvis fremmede personer viser interesse for virksomheden.
- Overvej, om det er nødvendigt at lægge fotos af traktorer med GPS m.m. på hjemmesider og sociale medier. Man risikerer, at det bruges som bestillingskatalog af kriminelle.
Forebyggelse er afgørende
Hos DLBR Forsikringsmægler anbefaler vi, at du løbende gennemgår dine sikringsrutiner.

